VIDEO: Orkester overraskede kunderne i supermarked

Randers Kammerorkester holdt i dag hemmelig koncert midt i indkøbscentret Meny

01:10

De handlende i Meny i Randers fik sig i dag en hel særlig oplevelse, imens de var på indkøb. Randers Kammerorkester dukkede nemlig pludselig op i indgangspartiet og sendte sød musik ud til kunderne.

Happeningen er en del af Aarhus 2017, hvor orkestret er på turné fra i dag og til næste fredag. Uden forudgående varsel dukker musikere op på pladser, i rum og lokaler, der ikke normalt er forbundet med koncert og klassisk musik.

- Som en overraskelse kommer den levende musik ud, der hvor publikum allerede befinder sig. Man skal ikke købe billet på forhånd, og det er helt gratis. I alt spiller orkestret omkring 50 hemmelige koncerter på tværs af hele Randers Kommune, lyder det fra Randers Kammerorkester.

Læs også Musikere udsat for organiseret tyveri i Aarhus

Så hvis du ikke nåede at høre kammermusikken i Meny i dag, er der stadig rig mulighed for at være så heldig at opleve en af de hemmelige koncerter.

- Er man heldig at være til stede lige der, hvor Kammerorkestret spiller koncert, så benyt lejligheden til at lytte, nyd musikken og bliv måske inspireret til at høre mere, er rådet fra orkestret.

I Meny var de fleste af kunderne tydeligt nysgerrige, men gik alligevel blot forsigtigt forbi koncerten.

Du kan se klip derfra i videoen øverst på siden.