VIDEO: Ministre præsenteret
To østjyder på Helle Thornings nye hold
Der var nye poster til to markante østjyske politikere, da statsminister Helle Thorning-Schmidt torsdag præsenterede sine nye ministre.
I forbindelse med ministerrokaden blev aarhusianske Jonas Dahl udnævnt til skatteminister. Den 35-årige SF-politiker gør dermed lynkarriere på Christiansborg, efter at han blev valgt ind i Folketinget i 2007.
Derudover vender Dan Jørgensen hjem til Danmark som ny fødevareminister. Den 38-årige socialdemokrat har siden 2004 siddet i Europaparlamentet i Strasbourg. Han blev uddannet cand. scient. pol. fra Aarhus Universitet samme år.
- Det er en ærgerlig dag, fordi vi ikke længere har Villy Søvndal og Morten Bødskov med på holdet. Men det er også en dejlig dag, fastslog statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) over for pressen, efter at hun havde præsenteret de nye ministre for dronningen.
- Det er i dag spændende at byde to nye ministre velkommen. Jeg er sikker på, at de kommer til at passe rigtigt godt ind på holdet.
Øverst på siden kan du se en video fra præsentationen af de nye ministre på Amalienborg. Billederne blev vist direkte på TV 2 torsdag.