VIDEO: Kom med en tur i studentervognen

Studentervogne myldrer frem i trafikken i disse dage, hvor årets studenter anno 2019 fejrer, at de har fået huen på.

07:48

VIDEO: TV2 ØSTJYLLAND's sommerprogram 'Så det' sommer' var mandag taget med ombord på en af de mange studenterkørsler.

De velkendte huer, fadølsanlæg og en personlig dj.

Der bliver ikke sparet noget, når studenterne anno 2019 tager på den traditionsrige studenterkørsel.

Læs også VIDEO: Kåde studenter fejrer huen med en tur i springvand

I disse dage myldrer de frem i bybilledet, når de fejrer, at de er blevet studenter.

3.d fra Aarhus Business College var mandag rundt på deres studenterkørsel, og det var noget, de havde set frem til længe.

- Det bliver den sygeste dag, en dag vi alle har set frem til i tre år, siger Simon Poulsen, der er student fra Aarhus Business College. 

Studenterne festede og hyldede hinanden, hver gang de besøgte en klassekammerats hjem.

Meget rørende

Forude ventede en masse spændte forældre, der stod klar med mad og drikke til de unge mennesker.

- Det er en kæmpe dag at se vores søn og hans venner fejre, at de er blevet studenter. Det er meget, meget rørende, siger Mette Faursholt, der er mor til en student fra 3.d.

Det betyder vildt meget, at vi kan få sådan en god afslutning på tre hårde år i gymnasiet.

Mashid Pouraskari, student, 3.d., Aarhus Business College

Hun og manden stod klar med hjemmebagte pizzasnegle, alkohol og almindelig postevand, da studenterne lagde vejen forbi i hele 15 minutter.

- Vi passer godt på dem i det kvarter, de er her. Så vi har sørget for alt med chips, salt og sukker, så vi ved, at de kommer godt videre, siger Lars Faursholt, der er far til en student fra 3.d. 

Læs også Traditionsrig studenterdans var i fare – nu er der fundet en løsning

Efter tre års slid føler de nyudklækkede studenter, at de har fortjent at fejre sig selv med et brag af en fest. 

- Det betyder vildt meget, at vi kan få sådan en god afslutning på tre hårde år i gymnasiet, siger Mashid Pouraskari fra 3.d.

Se tv-indslaget øverst i artiklen, hvordan det så ud, da TV2 ØSTJYLLAND var med på studenterkørsel i vores sommerprogram ’Så det Sommer’.