Video hjælper nydanske vælgere
Århus Kommune har lavet en video, der skal hjælpe nydanskere med at stemme til kommunalvalget.
Det kan være svært som ung nydansker at sætte sig ind i, hvordan valget den 17. november foregår.
Derfor har Århus Kommune lavet en undervisningsvideo på blandt andet arabisk og tyrkisk. Videoen fortæller kommunens nydanskere, hvordan de aktivt kan tage del i demokratiet.
Formand for Multikulturel Forening i Århus og byrådskandidat for De Radikale Rabih Azad-Ahmad roser tiltaget, men mener samtidig ikke, at det er nok.
- Det er meget vigtigt, at der er lavet sådan en valgvideo. Der er i hvert fald et skridt i den rigtige retning. Men det er ikke tilstrækkelig. Vi skal også ud til folk med en oplysningskampagne, der hvor de bor, siger Rabih Azad-Ahmad til TV 2 | ØSTJYLLAND.