VIDEO: Her skal julemanden bo

Ildsjæl kæmper for at få penge til kongsgård

Hvis man vil sende et brev til julemanden, skal man om to år måske skrive 8960 Randers SØ på kuverten.

Lige i øjeblikket kæmper en lokal julemand og ildsjæl nemlig for at indsamle penge til at få bygget julemandens kongsgård ved siden af Graceland Randers. Dermed kan Elvis og julemanden blive naboer.

Manden bag projektet hedder Jan Lund og har optrådt som julemand i 16 år. For at kunne realisere projektet skal han have tilsagn om 35 millioner kroner. De 11 millioner håber han at kunne hente hjem via fonde og private investorer.

Det er netop den proces med at få det økonomiske fundament på plads, som Jan Lund arbejder benhårdt på.

- Det er nu, vi skal se, om det holder vand. Jeg er ikke blevet smidt ud fra møderne endnu, men har til gengæld fået stor ros og anerkendelse for projektets røde tråd, siger han til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Læs også: Julemanden flytter til Randers

Idéen er, at kongsgården skal være en attraktion, der kan tiltrække turister fra hele landet hele året rundt. Her vil man blandt andet kunne opleve et julemandsmuseum, en pakkemaskine, spise på nissegrødscafé og sende post på postkontoret.

Alt sammen aktiviteter, som knytter sig til julen. Jan Lund er dog ikke bange for, at kongsgården kun vil være attraktiv i vintermånederne.

Han satser på, at den 12 meter høje træbygning også kan bruges til andre formål uden for sæsonen som for eksempel konferencer, udstillinger, fester og koncerter.

- Jeg er slet ikke i tvivl om, at vi ikke løber ikke tør for idéer. Det handler bare om at holde fast i de værdier, som julemanden har og står for, siger Jan Lund.

Kongsgården skal efter planen drives som en velgørende fond, som kan donere penge til sommerlejre og andre tiltag for trængende børn.

Her kan du se en video om julemandens kongsgård, som forventes at åbne i julen 2016: