VIDEO: Her ankommer Mary til Randers
Tirsdag er kronprinsesse Mary i Randers for at indvie akutafdelingen
Tirsdag formiddag er der royalt besøg i Randers, hvor kronprinsesse Mary er i byen for at indvie den nye akutafdeling på Regionshospitalet Randers.
Kort inden klokken 11.00 ankom kronprinsessen til hospitalet, hvor mange - børn som voksne - var mødt op med flag, blomster og kroner på hovederne for at byde Mary velkommen.
Også hospitalsdirektør Jonas Dahl stod klar ved den røde løber for at tage imod kronprinsesse Mary og vise hende rundt på hospitalet.
Læs også
Under sit besøg på hospitalet i Randers skal kronprinsesse Mary blandt andet se en øvelse, hvor afdelingens traumeteam behandler en meget dårlig 'patient', som pludselig får hjerteproblemer. En iscenesat situation, selvfølgelig.
Tilbage i 2014 åbnede den første del af den nye akutmodtagelse på hospitalet, og i dag, tirsdag, er det så den anden og sidste del, hvor der bliver skadestue, traumemodtagelse og lægevagt.
I videoen øverst på siden kan du se kronprinsesse Mary ankomme til hospitalet i Randers.
Fakta om byggeriet
- Akutafdelingen modtager alle former for akutte patienter, herunder skadestue- og psykiatriske patienter.
- Akutafdelingen er forbundet med den øvrige del af hospitalet, herunder hospitalets operationsgang, og har adgang til børneafdeling, intensivafsnit og røntgenafdeling.
- Akutafdelingen rummer næsten 10.000 m2. Det er op mod fire gange større end den gamle afdeling.
- Akutafdelingen modtager årligt ca. 15.000 – 20.000 patienter.
- Foruden Randers er der i Region Midtjylland akutafdelinger på
hospitalerne i Aarhus, Herning, Horsens og Viborg.