VIDEO: Haveejernes våde drøm - nyt våben mod dræbersnegle

Ølbrygning kan føre til mange ting.

02:07

VIDEO: Dræbersneglen er kendt for at være en plage i mange danske haver. Når duggen falder, kryber de frem fra deres skjul under planternes blade og æder sig igennem blomsterbede og køkkenhaver.

Et masseødelæggelsesvåben.

Det er, hvad borgere i den lille satellitby Foldby nu tager i brug for at komme de forhadte dræbersnegle til livs.

Det nye våben er hjemmelavet ormegrød bestående af mask fra ølbrygning, alkoholfri øl, gær og pulver med de små orme 'nematoder'.

Grød a la nematoder skal være et effektivt våben, hvis fjenden er den iberiske skovsnegl, dræbersneglen.

Se med i videoen ovenfor!

Her kan du se nogle flere metoder til at komme de små bæster til livs.

Seks råd til at slippe af med dræbersnegle

1. Skab en levende have
Pindsvin, vinbjergsnegle eller sågar moskusænder. Nyttedyr i haven af den ene eller anden slags er altid en god idé, fordi de roder i jorden og får gnasket snegleæg i sig. Derfor er de en god hjælpende håndrækning i kampen mod sneglene. 

2. Sneglehegn
Man kan påmontere en kant på højbeddet, så det er svært for sneglen at komme op. Det sættes rundt om det bed, du gerne vil beskytte mod snegle. 
Det er ikke noget, der hjælper 100 procent. Men det gør det helt sikkert sværere for sneglene. 
I videoen her viser Jesper Carl Corfitzen, hvordan man kan skærme for dræbersnegle.

3. Indsamling af snegle
Den sikreste måde at få en sneglefri have på er at fjerne alle snegle og snegle-æg fra den, men det er tidskrævende og nærmest en umulig opgave.
Gå en tur om morgenen og aftenen. Det er der, de kommer frem, fordi der er dug på græsset, og derfor er nemme at finde og slå ihjel.

4. Sneglegift
Kan du ikke overskue at bekæmpe dræbersneglene manuelt, kan du benytte sneglegift.
Der findes kun ét middel, der er godkendt til sneglebekæmpelse i Danmark. Det er ferrifosfat, som sælges under forskellige navne som Sneglestop og Ferramol. 
Sneglegift bør være den sidste løsning. Gift er som udgangspunkt ikke vejen at gå.

5. Undgå salt
Et gammelt råd er at hælde salt over dræbersneglene, men det er faktisk en rigtig dårlig idé.
- Salt er skidt i forhold til havens andre planter, da det ødelægger jorden, siger Jesper Carl Corfitzen, der er gartner og havefaglig ekspert hos Bolius.

6. Klip eller kog sneglene
Når man afliver dyr, bør man gøre det på den mest humane måned. Hvis man hælder kogende vand over, skal det være spildkogende, og der skal være masser af vand. Alternativt kan man gå ud og klippe dem over - gerne så tæt på hovedet som muligt.

 

 

Kilde: tv2.dk