VIDEO: Glohed brand sprængte vinduer og fortærede bil

En ukrudtsbrænder er formentlig synderen bag en brand i Silkeborg søndag eftermiddag

01:17

Video: 24-7news

Søndag eftermiddag udbrød der brand i en garage og et værktøjsskur på Frederiksdalvej i Kragelund nær Silkeborg.

- Der var en garage og redskabsrum på 40-50 kvadratmeter. Jeg kom som den første, og det var totalt overtændt det hele, siger indsatsleder Allan Riisberg fra Midtjysk Brand og Redning, Station Silkeborg, til TV2 ØSTJYLLAND.

Og så fik han og kollegerne ellers travlt. 

Læs også Boligkvarter lyst op i natten: Voldsom brand i affaldsskur

- Branden var lige op ad beboelseshuset, så første indsats var at sørge for, at det ikke bredte sig til huset. Det fik vi reddet. Men der revnede et par vinduer, så det har været ekstremt varmt. Der røg også vinduer på den anden side af huset, og det tyder på, at der har været rigtig meget varme, siger Allan Riisberg.

Ukrudtsbrænder i brug

Han fortæller samtidig, at synderen bag branden formentlig er en ukrudtsbrænder, der havde været i brug, inden den blev stillet ind i skuret igen. 

Læs også Ung mand sigtet for at sætte ild til villa ved Randers

- Det er gået stærkt. Der er ikke nogen, der er kommet til skade eller har været i fare på nogen måde. Vi er på vej hjem nu, og vi har været der en god times tid, siger Allan Riisberg søndag aften til TV2 ØSTJYLLAND.

Både garagen og bilen udbrændte fuldstændig.

Øverst i artiklen kan du se en video fra branden. Videoen er filmet af 24-7news.