Video: Forliset i Kattegat
Se dokumentar om tragisk ulykke
Så du ikke dokumentarprogrammet "Forliset i Kattegat" onsdag aften på TV 2 | ØSTJYLLAND, så har du muligheden her.
"Forliset i Kattegat" går tæt på en ulykke i januar 2011, hvor en svensk coaster kolliderede med en kutter fra Grenaa. Ved en fejl fik Søværnets Operative Kommando aldrig alarmeret kystredningen i Grenaa, og de to fiskere om bord, far og søn, omkom.
Udsendelsen dokumenterer, at det ikke kun var SOK, som fejlede den tragiske nat på Kattegat. Både søfolk og redningstjeneste begik fejl på fejl, som kan have været udslagsgivende for, at hverken Palle eller Niels Arvid Hansen overlevede.
Blandt andet var sikkerheden om bord på den svenske coaster, Vinga, så mangelfuld, at besætningen frygtede for egen sikkerhed. Kaptajnen forlod ofte broen, når han styrede skibet, ligesom han havde monteret et TV ved siden af sin radar og slukket for brovagtsalarmen, en alarm som ellers skal sikre, at en given styrmand ikke falder i søvn på vagten.
Lemfældige sikkerhedsforhold
Ligeledes var sikkerhedsforholdene om bord lemfældige. Det er tidligere kommet frem, at kaptajnen ikke havde udkiksmand på broen om natten, selvom dette er lovpligtigt.
Men ifølge besætningen, som TV 2 ØSTJYLLAND har talt med, gennemførte kaptajnen heller ikke mand-over-bord-øvelser, som et skib af Vingas størrelse ellers er forpligtet til.
Da kollisionen indtraf, stod besætningen således uden forudsætninger for at redde den ene fisker, som de faktisk fik bjærget ind til siden af skibet, men aldrig magtede at få om bord.
Der skete fejl på fejl
De to fiskere blev i stedet reddet op af vandet i hver sin helikopter, men også her skete der fejl. Blandt andet tog det 77 minutter mod normalt 40-45 minutter at flyve sønnen, Niels Arvid Hansen, til Aalborg.
SOK giver i udsendelsen en forklaring på, hvorfor helikopteren blev forsinket, men hovedparten af de afgørende minutter kan ingen redegøre for i dag. Og i helikopteren, som fløj faren, Palle Arvid Hansen, til Rigshospitalet, blev slangen med ilt ført ned i spiserøret i stedet for luftrøret.
Dermed fik han ikke ilt under hele helikopterturen til Rigshospitalet, og derfor vurderede lægerne, at det var nytteløst at forsøge at genoplive ham ved ankomsten til sygehuset.
Forfalskede skibets logbog
Under den efterfølgende opklaring og retsforløb er der ligeledes begået fejl, som hidtil ikke har været kendt af offentligheden.
For selvom politiet tidligt via besætningen fik kendskab til, at kaptajnen forfalskede skibets logbog for at dække over sine fejl, blev han aldrig sigtet for dokumentfalsk.
Heller ikke sigtelsen mod kaptajnen for uagtsomt manddrab førte til nogen retssag, da Østjyllands Politis anklagemyndighed tillagde grenaafiskerne en stor del af skylden for ulykken selv.
Havde overlevelsesdragter ombord
Ifølge Søfartsstyrelsens ulykkesrapport, som politiets jurister lagde til grund for beslutningen "blev der ikke holdt behørigt udkig på fiskerskibet, ligesom der heller ikke fandtes overlevelsesdragter om bord".
Men modsat rapportens konklusion har familien vidner på, at de to fiskere havde overlevelsesdragter ombord. Derfor har de stadig svært ved at acceptere, at kaptajnens sigtelse for uagtsomt manddrab faldt. I stedet kunne han nøjes med en bøde på 10.000 kroner for at have sendt sin udkigsvagt til køjs.
Da familien i efteråret 2011 klager over politiets afgørelse til statsadvokaten, behandler han først klagen, da forældelsesfristen er overskredet. Dermed fik familien aldrig prøvet afgørelsen fra Østjyllands Politis anklagemyndighed - og kaptajnen går endnu en gang fri.
I beklagelsen til de efterladte skriver statsadvokaten, at han i øvrigt erklærer sig enig i Østjyllands Politis afgørelse.
Se udsendelsen "Forliset i Kattegat" øverst på siden.