VIDEO: Exners hemmelighed
Først nu - efter 70 år - fortæller arkitekt, Johannes Exner, hvad der skete for ham under besættelsen i 1945
I sine helt unge år blev arkitekt Johannes Exner taget af tyskerne. Han blev udsat for tortur og efterfølgende ført til Frøslevlejren. Ved krigens slutning kom han til Sverige med den svenske greve Bernadottes hvide busser.
En voldsom oplevelse, der har præget Johannes Exners liv, og kun de allernærmeste har indtil nu fået at vide, hvad han egentlig oplevede under besættelsen i Danmark i 1945.
- Jeg har ikke rigtig talt om det. Jeg har haft det så forfærdeligt. Hvis jeg talte om det, så fik jeg mareridt om natten. Så det er altså først nu, at jeg har taget hul på det, fortæller Johannes Exner til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Johannes Exner var, som elev på Randers Statsskole, med til at udgive flere illegale blade og blev derfor taget af den tyske besættelsesmagt.
- Jeg kom så langt ud, at jeg sagde til mig selv: Hvis jeg nogensinde kommer herfra i live, så vil jeg være i paradis ligegyldig hvor vanskelig en situation, jeg står i. Det var en 18-årig, der traf den beslutning, og nu har han så levet til han er 88 - og du kan tro, jeg har brugt den, siger Johannes Exner.
Johannes Exner har i 40 år drevet Exners Tegnestue i Aarhus sammen med sin hustru Inger Exner. De har tegnet flere kirker og er særlig kendte for restaureringer af kirker. I 1985 blev Johannes Exner Ridder af Dannebrog.
Få hele historien om Exners hemmelighed i videoen øverst - eller se med i aften, tirsdag den 17. februar kl. 19.55, på TV 2 | ØSTJYLLAND.