VIDEO: Dronningen til første julegudstjeneste uden prinsen

1. juledag er dronning Margrethe til højmesse i Aarhus Domkirke kl. 10. Hun ankom kort før starten sammen med familien

01:39

VIDEO: Dronningen ankommer til Aarhus Domkirke sammen med kronprins Frederik, prins Joachim, kronprinsesse Mary og prinsesse Marie.

Traditionerne holdes i hævd i den kongelige familie – især når det kommer til julen. Alligevel er i år noget ganske særligt. Det er nemlig første jul uden prins Henrik, som døde 13. februar. Dronning Margrethe havde derfor ikke ham ved sin side, da hun 1. juledag deltog i julegudstjeneste i Aarhus Domkirke.

Biskop Henrik Wigh-Poulsen stod for selve gudstjenesten - også kaldet højmessen - og efterfølgende takkede dronningen ham for dagens prædiken.

Læs også Sådan holder Dronningen sin første jul uden prins Henrik

Dronning Margrethe ankom til kirken sammen med kronprins Frederik, prins Joachim, kronprinsesse Mary og prinsesse Marie.

Ud over den sædvanlige politieskorte fik de kongelige også selskab af en flok turister uden for kirken, der ville have et glimt af dronningen med følge. 

Turister og andre interesserede var lykkelige for at få et glip af dronningen og de øvrige kongelige, der er i Aarhus Domkirke. 

Og inde i kirken var der også en del nysgerrige blikke, og mange kirkegængere har gjort det til en tradition at være med sammen med de kongelige. Derfor var der også næsten fuldt hus til gudstjenesten.

En af dem, der var med, og som var meget begejstret, var Christian Hebell Paulsen fra Brabrand. 

Som sædvanlig er det Aarhus Domkirke, der danner rammen om højmessen, hvor de kongelige er gæster.

Helt anden stemning

- Det giver en helt anden stemning, når dronningen er med sammen med kronprinsen, kronprinsessen, prins Joachim og prinsesse Marie. Det er ikke som en almindelig gudstjeneste, hvor vi bare sidder i menigheden og hører på præsten, sagde han til TV2 ØSTJYLLAND.

Han er hvert år til jul i domkirken 1. juledag for at opleve den særlige stemning. 

Det er fantastisk, at vi næsten er i samme niveau (som de kongelige, red.), og de går op til alters sammen med alle os andre.

Christian Hebell Paulsen, Brabrand

- Det er fantastisk, at vi næsten er i samme niveau (som de kongelige, red.), og de går op til alters sammen med alle os andre. Der er ikke noget med, at de siger, den almindelige menighed skal holde tilbage, lød det fra Christian Hebell Paulsen. 

Selve gudstjenesten var han også yderst tilfreds med: 

- Biskoppen kom ind på de bekymringer, vi mennesker har, men også det omkring de bekymringer vi har om verden som helhed. 

Christian Hebell Paulsen er fast gæst til julegudstjenesten i Aarhus Domkirke. 

Bliver en god jul

Juleaftensdag fejrede dronningen på Marselisborg Slot i Aarhus i selskab med kronprins Frederik, prins Joachim, kronprinsesse Mary og prinsesse Marie, der alle fejrede jul uden for Danmarks grænser sidste år.

Med dem følger også dronningens otte børnebørn, så der var trængsel om juletræet. De to ældste, prins Nikolai og prins Felix, var også med, da det i år er prins Joachims tur til at holde jul med sønnerne.

Jeg ser meget frem til julen. Det bliver dejligt med alle børnebørnene. Det bliver en god jul, det tror jeg helt bestemt.

Dronning Margrethe

Dronningen har fejret højtiden på Marselisborg siden 1967, og det er således også en tradition, at hun er i kirke enten juleaftensdag eller 1. juledag som i år.

Selvom det er første jul uden prins Henrik, har dronningen alligevel fuld tiltro til, at helligdagene bliver gode, fortalte hun for nylig i et interview med Ritzau i anledning af juleballetten "Nøddeknækkeren" i Tivoli:

- Jeg ser meget frem til julen. Det bliver dejligt med alle børnebørnene. Det bliver en god jul, det tror jeg helt bestemt, sagde dronning Margrethe.

02:19

VIDEO: Orglet i Aarhus Domkirke, hvor julegudstjenesten finder sted, bliver lige nu restaureret for 18 millioner kroner og er først tilbage om to år.

Luk video

Bryder med nytårstradition

Når julen er overstået rejser dronningen tilbage til Sjælland for at gøre sig klar til sin nytårstale.

Læs også Det kribler og krabler: 25.000 gæster gemmer sig måske i dit juletræ

Den holder hun normalt fra modtagelsesværelset i Christian IX's Palæ på Amalienborg, men det er der i år ændret på. I år taler dronningen nemlig fra Fredensborg Slot.

Årsagen er et stort gravearbejde og rørlægning under slotspladsen på Amalienborg, der skal medvirke til at sikre København mod fremtidige skybrud.

01:25

VIDEO: I september var dronning Margrethe i Silkeborg, hvor hun blandt andet kørte i karet gennem byen. Video: Lasse Hagelund Uttrup, TV MIDTVEST

Luk video