VIDEO: Dome løftet på plads i Aarhus
Dome of Visions åbner den 4. oktober
Store flyttedag på Aarhus Havn.
Torsdag formiddag mødte der aarhusianerne på Aarhus Ø et lidt anderledes syn.
En stor kran flyttede nemlig en 17 ton stor og ti meter høj dome 20 meter oppe i luften.
- Vi bygger en konstruktion, der dels består af et indre hus, som har en dome henover, og i processen har vi valgt først at bygge selve skallen, altså selve domen, der, hvor den skal stå, så den passer med fundament og det hele. Derefter har vi løftet skallen af, og så bygget det indre hus, der består af nogle meget tunge elementer. Den konstellation kan man ikke lave inde under domen, forklarer Martin Manthorpe, der er direktør i NCC med ansvar for strategi og forretningsudvikling, og fortsætter:
Læs også
- Så det vi gør i dag (torsdag, red.) og det, der er det specielle, er, at vi nu løfter skallen tilbage henover det færdige hus.
Opførelsen af Dome of Visions sker i samarbejde mellem Aarhus Kommune og entreprenørvirksomheden NCC samt et hold fra Dome of Visions.
Den færdige dome forventes klar den 4. oktober, og den bliver stående gennem hele 2017. I den periode skal den blandt andet danne rammen om konferencer og debatter om fremtidens bæredygtige byer og bygninger. Derudover skal den bruges som scene i forbindelse med europæisk kulturhovedstad-året 2017, ligesom NCC vil bruge domen som et laboratorium for nye digitale værktøjer.
I videoen øverst i artiklen har vi skruet op for tempoet, så du på 15 sekunder kan se Dome of Visions blive flyttet.