VIDEO: Brand i halmballer foran rådhuset i Grenaa
Søndag eftermiddag udbrød der brand på Torvet foran Norddjurs Kommunes rådhus i Grenaa
Op mod 30 halmballer gik søndag eftermiddag ved 16.30-tiden op i flammer, da de brød i brand ved rådhuset i Grenaa. Brandfolkene fra Beredskab og Sikkerhed kom frem til flammer og en masse røg, men heldigvis udviklede branden sig ikke til de nærliggende bygninger.
- Da vi ankommer, er der ild i stort set alle halmballerne, men ilden holdt sig her, og der var ikke den store fare, for at branden ville sprede sig. Så for os var det bare almindeligt slukningsarbejde, siger indsatsleder hos Beredskab og Sikkerhed, Jan Riecke, til TV2 ØSTJYLLAND.
Læs også
Ifølge ham havde et vidne set en person sætte ild på halmballerne, der lå på Torvet i forbindelse med et arrangement, en gruppe pædagogstuderende havde lavet der for nylig.
- Den bygning, der var tættest på branden, var faktisk Djursland Bank, og røgen kom da også over til banken. Så der har været en inde for at tjekke, om lokalerne har taget skade, men det var ikke tilfældet, siger Jan Riecke.
Læs også
I alt 45 minutter var brandfolkene på stedet.
- Det er altid lidt besværligt, når det er halm, det drejer sig om. Vi måtte blive lidt længere for at sikre os, at der ikke ville gå ild i ballerne igen, lyder det fra indsatslederen.
Du kan se video fra branden optaget af Local Eyes øverst på siden.