VIDEO: Bamses enke rørt til tårer da Bamses Plads blev indviet

Den folkekære musiker har fået sin plads i Aarhus - noget der virkelig gjorde indtryk på hans enke, Käte Jørgensen

02:23

Flemming Bamse Jørgensens Plads på havnen i Aarhus er nu officielt åbnet.

Den folkekære sanger og musiker har siden sin død været indstillet til at få sin egen plads i Aarhus, og den åbnede officielt i dag med taler og naturligvis musik og sang. 

Læs også Bamse får sin egen plads: Han er et ikon for Aarhus

Mere præcist ligger pladsen på Østbanetorvet i Aarhus og fylder cirka 50 meter i omkreds. 

Med til indvielsen var naturligvis sangerens enke Käte Jørgensen. Og dagen i dag har stor betydning for hende.

 - Det betyder alt. Flemming og jeg mødte hinanden hernede, og derfor var det oplagt, at jeg kunne tænke mig, at pladsen var i dette område. Det har været kærlighed i 42 år, mens vi har haft hinanden. Jeg ved godt, at det hedder 'Flemming Bamse Jørgensens Plads', men i mit hjerte, der er det kærlighedens plads, siger Käte Jørgensen til TV2 ØSTJYLLAND. 

Pladsen, der opkaldes efter Flemming 'Bamse' Jørgensen, ligger nær Østbanetorvet i Aarhus. Foto: Google Maps

Jeg er meget rørt. Jeg synes, det er en stor dag.

Käte Jørgensen, Flemming Bamse Jørgensens enke.

- Jeg er meget rørt. Jeg synes, det er en stor dag, siger hun. 

Selv om Flemming Bamse Jørgensen ikke altid var den, der brugte store ord, sagde Käte Jørgensen i sin tale, at han alligevel ville være blevet rørt på sin egen måde over pladsen. 

- De som kendte Flemming ved, at han aldrig brugte store armbevægelser, men jeg kan næsten alligevel høre ham sige om denne plads, at 'det er da noget', sagde Käte Jørgensen i sin tale. 

 

- Det har været meget vigtigt for mig og Aarhus Kommune, at vi fandt en plads, som enken, Käte, også synes er et passende sted. Pladsen bliver en del af det bynære havnemiljø, og det er et sted, hvor folk vil komme forbi i stor stil, sagde Ango Winther (S), der er medlem af teknisk udvalg i Aarhus, tidligere.

Flemming 'Bamse' Jørgensen døde i nytårsnat 2011 af et hjertestop. Samme år indstillede Ango Winther ham til at få sin egen plads. 

Pladsen bliver en del af det bynære havnemiljø - et sted, hvor folk vil komme forbi i stor stil, lyder det fra politiker. Foto: Jørgen Jessen - Scanpix

Flemming 'Bamse' Jørgensen var en del af den danske musikscene i over 35 år, og den populære musiker solgte over 3,5 millioner album gennem karrieren. 

Rigtig hyldest til aarhusianeren

Bamses mangeårige ven, tidligere borgmester i Aarhus, Flemming Knudsen (S), var glad for at Bamses plads endelig er en realitet.

- Jeg tror, han sidder og smiler, og siger, at det er slet ikke så ringe. Nu får han den ære og værdighed, som han er berettiget til, siger Flemming Knudsen.

- Han elskede jo sin by. Flemming var glad for Aarhus, og det slog igennem på alle hans måder at være på, AGF og Aarhus var hans ét og alt – og så Kate, siger Flemming Knudsen med et smil. 

Flemming Bamse Jørgensens Plads ligger tæt ved Østbanetorvet, og var på indvielsesdagen en anelse regnvåd

Ifølge rådmand for Teknik og Miljø i Aarhus, er det på sin plads, at hylde musikeren

- Han var jo i den grad en aarhusiansk stemme, og jeg ved ikke, hvor mange fester, der er blevet holdt til tonerne af Bamses musik, og på den måde er han også den helt rigtige at hylde., siger Kristian Würtz (S), Rådmand for Teknik og Miljø i Aarhus Kommune.

Se indvielsen og et interview med Käte Jørgensen i videoen øverst i artiklen.