VIDEO: 100 danseglade unge samlet i Aarhus
Mandag var over 100 mennesker samlet for at deltage i Youtube-danse på Aarhus Havn.
Høj musik, vilde dansetrin og støttende klapsalver fyldte Aarhus Havn, der mandag eftermiddag dannede rammen for en masse danseglade unge mennesker.
Over 100 unge var mødt og deltog i 'K-Pop Meet Up'.
Læs også
Bag arrangementet står den københavnske dansegruppe Code9, der ofte afholder de såkaldte Meetups i København.
- Vi får et fællesskab ud af det. Hver gang der bliver sat en sang på, hvor man kan dansen, så er der et bånd, der binder os sammen, siger Sarah Louise Meinertz Høy, der er danser i dansegruppen Code9 og arrangør af 'K-Pop Meet Up' i Aarhus.
Alle kan deltage i et såkaldt Meetup. Hvis man kender den sang der spilles, går man bare ind og danser med.
Populært i hele verden
K-Pop er en sydkoreansk musikgenre, der er populær i hele verden. Alle sangene indeholder en musikvideo med dansetrin, som man selv kan øve sig på hjemmefra.
Rundt om i verden afholdes der ofte Meetups, hvor unge mødes og danser til K-pop musikken.
Dansegruppen Code9 har holdt mange dansearrangementer i København, men efter mange efterspørgsler fra jyske K-pop fans valgte de mandag at lægge vejen forbi Aarhus.
Under et Meetup bliver der spillet en lang række forskellige sange fra K-popgenren. Alle deltagere står samlet i en stor menneskering, hvorefter der bliver spillet et nummer ad gangen. Kender man sangen, løber man ind i cirklen og begynder at danse.
Det kræver ikke noget særligt at være med. Alle kan være med.
- Det handler ikke om at være god til at danse. Det handler bare om at have det sjovt, siger Sarah Louise Meinertz Høy til TV2 ØSTJYLLAND.
Overvinder generthed
Én af dem, der dansede, var Sofie Lønberg Lundsgren fra Lystrup, der for første gang deltog i K-Pop Meet Up.
- Det er megafedt, at du møder en masse, som har den samme interesse som dig og bare har det sjovt sammen, siger Sofie Lønberg Lundsgren.
Læs også
Sofie Lønberg Lundsgren har aldrig selv gået til dans, men hun bruger en del tid på at lære de forskellige dansetrin på YouTube.
- I starten bliver man lidt genert, når man skal danse, men når der er så mange andre, der også danser, glemmer man det hurtigt, og vi hepper jo på hinanden, siger Sofie Lønberg Lundsgren til TV2 ØSTJYLLAND.
Dansegruppen Code9 håber, at de snart kan vende tilbage med arrangementet i Aarhus.