Viceborgmester vil have fusion
- Slå AC Horsens og Vejle Boldklub sammen
Er en fusion mellem AC Horsens og Vejle Boldklub på trapperne?
Det burde den være, hvis det var op til Kristian Dyhr (V), der er 1. viceborgmester i Horsens.
Han mener, at det er den eneste måde, hvor området kan få en stabil fodboldklub i Superligaen. Det skriver han på sin profil på Facebook.
- Med en sammenlægning af klubberne vil må få et befolkningsgrundlag, hvor der er grundlag for topfodbold, som kan være med til at promovere vores byer på bedste vis. Ligeledes vil en sammenlægning med de to klubber også medvirke til at trække byerne sammen og skabe grundlag for samarbejde på andre fronter ikke bare som kommuner, men også erhvervsmæssig, skriver Kristian Dyhr.
AC Horsens ser ud til at glippe oprykningen til Superligaen i denne sæson, og Vejle Boldklub kæmper lige nu en kamp for at undgå konkurs og tvangsnedrykning. Dermed mener Kristian Dyhr, at vejen er banet for en sammenlægning af de to klubber i NordicBet Ligaen (1. division, red)
- Realistisk set har bestyrelserne, sponsorerne og fansene i begge klubber valget mellem fodbold på anden klasse eller en sammenlægning af den professionelle afdeling i de to klubber til en ny storklub i Østjylland. Spørgsmålet er imidlertid, om man reelt har et valg. Sponsorerne vil ikke betale så meget, som de vil i Superligaen, antallet af tilskuere falder når modstanderen hedder Skive og Vendsyssel. Et længere ophold på anden klasse fjerner gradvis det økonomiske grundlag for professionel fodbold i området, skriver Horsens-politikeren på Facebook.
Se: Dyrt at spille i 1. division
På trods af en stor kærlighed for AC Horsens, ser han ingen andre udveje, hvis området fast vil have en klub i landets bedste række.
- Hvor meget jeg end holder af AC Horsens, mener jeg i realiteten ikke, at der er andre muligheder end en sammenlægning. Det positive er, at det samme gør sig gældende for VB. De har lige så meget brug for Horsens, som vi har for Vejle. Tilbage er så en gruppe mennesker, der skal leve med pludselig at blive venner med den tidligere fjende, skriver Kristian Dyhr.
Han fortsætter:
- En sammenlægning er ikke uproblematisk. Hvor skal man spille, trøjens farve, navn mv? Man skal selvfølgelig spille i begge byer på skift enten et halvt år ad gangen eller hver anden kamp. De andre ting skal man sætte sig sammen og finde den bedste løsning på i ro og mag. Jeg tvivler på, at ret mange i FCK savner KB og B1903 tiden ligesom FCM næppe vil savne tiden med IFS og Herning Fremad.
AC Horsens ligger på fjerdepladsen i NordicBet Ligaen, mens Vejle Boldklub ligger nummer syv.