Viby møder FCK i pokalen
Viby IF får århundredets oplevelse, når de får besøg af Danmarks største fodboldstjerner i pokalturneringen i morgen kl. 16.00.
Viby IF, hvis bedste hold optræder i Danmarksserien, kan præsentere den mest prestigefyldte modstander i form af FC Københavns Champions League-deltagere. Viby-træner Henrik Gudmandsen fortæller, at hans spillere umuligt kan få en større udfordring.
- Det er Skandinaviens bedste hold. De har landsholdsspillere over hele linjen med eksotiske navne fra Brasilien og Costa Rica, mens vi kommer fra Lemvig og Thisted, siger Henrik Gudmandsen.
De seneste uger har Viby-træneren haft svært ved at få sine spillere til at fokusere på opgaverne i Danmarksserien.
- Det har været svært, for det bliver en stor oplevelse. De har tænkt meget på kampen mod FCK, selv om de ikke burde det. De ved, at der kommer fjernsyn på, og det er ikke sikkert, at de nogensinde kommer til at opleve det igen.
- Jeg glæder mig lidt til, at det er ovre, så vi kan koncentrere os om turneringen, siger Henrik Gudmandsen, der ikke tror på, at holdet fra Århus-forstaden kan overraske mod de københavnske gæster.