Viby møder FC København i pokalen
Århus-klubben Viby kommer på en nærmest umulig opgave, når de i næste måned skal forsøge at gå videre i pokalturneringen i fodbold.
Dansk Boldspil-Union (DBU) trak fredag lod til tredje runde i pokalturneringen i fodbold, Ekstra Bladet Cup.
Flere østjyske klubber var med i bowlen, og mens blandt andre Silkeborg IF og Randers FC trak forholdsvis overkommelige modstandere, venter der en yderst vanskelig opgave for den århusianske forstadsklub Viby.
Viby skal således overvinde de forsvarende danske mestre fra FC København, hvis de skal avancere til turneringens næste runde.
Trods den svære lodtrækning ser danmarksserieklubbens formand, Alex Nørgaard, frem til mødet med Superligaens tophold.
- Det var da godt for drengene. De havde sat næsen op efter et møde med én af de absolutte tophold. Og vi har da hele tiden snakket om, at Ekstra Bladet Cup er den letteste vej til Europa, så det er fint, at de skal op mod førerholdet, siger Alex Nørgaard med et grin til ekstrabladet.dk.
I pokalturneringens tredje runde skal Randers FC på udebane møde Nordvest FC, Silkeborg besøger B93, mens Horsens på udebane tørner sammen med FC Vestsjælland.
AGF får derimod hjemmebanefordel, når de tager imod Skive.
Kampene afvikles i perioden 21.-23. september.