Vibrator skal få baby til at sove
Studerende fra Ingeniørhøjskolen i Århus har opfundet en automatisk barnevognsvugger
Nu er det slut med ømme arme efter at have siddet og vugget den lille i barnevognen, mens mor og far prøver at spise. En helt ny opfindelse, der er lidt mindre end en sutteflaske, gør nemlig alt arbejdet med at vugge den lille i søvn.
- Den fungerer som en meget kraftig vibrator, ligesom vi kender det fra mobiltelefoner. En tung klods drejer rundt om sin egen akse og balancerer centripetalkraften ud. Det er den kraft, der får barnevognen til at vugge, forklarer Tobias Kofod, der sammen med en gruppe medstuderende har udviklet barnevognsvuggeren, i en pressemeddelelse.
Restaurantbesøg gav ideen
Anna Mortensen, der også læser til maskiningeniør, fik ideen til den automatiske vugger efter et restaurantbesøg med en veninde. Veninden var lige blevet mor og havde taget sin nyfødte med. Under middagen sad de to veninder på skift og vuggede den lille, for så snart barnevognen stod stille, begyndte den lille at græde. Det var her Anna Mortensen fik en idé.
- Jeg satte mig for at gøre verden lidt nemmere for småbørnsforældre, siger Anna Mortensen, der er i gang med sit andet semester på maskiningeniøruddannelsen.
Selvom opfindelsen stadig kun er en prototype, og der endnu mangler en del sikkerhedstester inden barnevognsvuggeren kan sættes i produktion, har de studerende allerede nye planer for deres opfindelse.
- Lige nu er det bare mekanik. Vi vil gerne have integreret timer, babyalarm, bevægelsessensor og kamera i barnevognsvuggeren, så man både kan styre den og overvåge den inde fra stuen via en applikation på mobiltelefonen, siger Tobias Kofod.
Nu skal der findes investorer til projektet, og det går de studerende i gang med i de kommende måneder.