- Vi vil ha' flere spor!
Vækstmidler bør gå til udvidelse af E45
Regeringens Vækstpakke 2014 lægger op til at der bruges 2,5 mia. kroner på infrastruktur.
De penge bør bruges til at udvide E45, mener Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard (S) og borgmester i Horsens, Peter Sørensen.
- Hvis væksten i Østjylland skal fortsætte og levere et afgørende bidrag til udviklingen af Danmark, så er udvidelsen af E45 både afgørende og en hastesag. Behovet er ikke til at tage fejl af og der findes simpelthen ikke andre alternativer, der giver mere vækst for pengene, siger Jacob Bundsgaard i en pressemeddelelse.
LÆS OGSÅ: Til kamp for ekstra spor
- Transportministeriets egne undersøgelser fra 2011 viser, at trængsel på E45 forøges markant allerede i nær fremtid. Motorvejen er afgørende for det østjyske erhvervsliv, og hvis fremkommeligheden nedsættes yderligere vil hele det Østjyske område miste konkurrenceevne. Derfor kan det også kun gå for langsomt med at udvide E45, for det er områdets trafikale livline, supplerer Peter Sørensen.
E45 forbinder Randers i Nord med Kolding i syd. Allerede i dag er der massive trængselsproblemer på strækningen, og de ti borgmestre i Business Region Aarhus har derfor længe ønsket en udvidelse af motorvejen fra de nuværende fire til seks spor.
Se mere i klippet øverst.