- Vi står uden motiv

Politiet efterlyser vidner til skudepisode i Brabrand

02:10

1 af 2

To drenge på 15 og 16 år blev onsdag aften ramt af skud ved Tovshøjskolen i Brabrand. Østjyllands Politi søger vidner i sagen.

Begge drenge er blevet opereret i løbet af natten til torsdag og er udenfor livsfare.

- Vi mangler et motiv i sagen, så derfor efterforsker vi i alle retninger, siger vicepolitiinspektør Jesper Bøjgaard Madsen fra Østjyllands Politi.

Politiet fik meldingen om skyderiet onsdag aften klokken 18.37.

- De er begge blevet ramt af hagl, og de er primært ramt i benene. Vi ved, at der minimum er affyret to skud, siger Jesper Bøjgaard Madsen med henvisning til, at politiet har fundet to afskudte haglpatroner på gerningsstedet.

Se: To drenge skudt i Gellerup

På trods af afhøringer af de to drenge er Østjyllands Politi ikke blevet klogere på motivet bag skyderiet.

- Der er ikke noget indtil videre, der peger på, at det har noget med bander at gøre, eller at de har forbindelse til bander. Det er med til at gøre os endnu mere nysgerrige omkring motivet. Derfor vil vi meget gerne høre fra personer, som har set skyderiet ved p-pladsen ved Tovshøjskolen eller har oplysninger i sagen, siger Jesper Bøjgaard Madsen.

Har du oplysninger i sagen, kan Østjyllands Politi kontaktes på telefonnummer 114.