- Vi skal tage ansvar for hinanden

Mere lys, flere stiger og masser af redningskranse. Lars Faaborg tror mere på personlig ansvar som løsning på drukneulykker

Lars Faaborg hoppede for år tilbage i havnen i Aarhus for at redde sin kammerat. Han tror på, at den bedste måde, drukneulykker kan undgås, er ved en adfærdsændring.

- Vi skal tage ansvar for hinanden og følges hjem. Når vi er fire af sted i byen, skal der også fire med hjem igen, siger han i dag.

I kølvandet på den tragiske drukneulykke i Randers Havn, hvor den 19-årige Thomas Stralner omkom, er sikkerheden langs havnene kommet i fokus. Også Aarhus Havn bliver kigget efter i sømmene.

Flest drukneulykker i Randers: Sikkerheden igen i fokus

Nødt til at give slip på vennen

- Det var først og fremmest en kold oplevelse. Bagefter var der meget langt op, når man ligger der med en bevidstløs mand, uden der er stiger og lys, fortæller Lars Faaborg om den dramatiske nat.

Han var nødt til at give slip på sin kammerat for at kravle op i et traktordæk langs kanten og derefter videre op for at ringe efter hjælp. Heldigvis overlevede vennen, men både dengang og nu er sikkerheden til debat.

- Forslaget med hegn er godt, og mere lys er også positivt. Men i mit tilfælde var der fuldskab nok til, at man var kommet henover hegnet, forklarer Lars Faaborg.

Du kan se hele interviewet med ham øverst på siden.