- Vi skal nok skaffe pengene
Anerkender økonomisk tilbagegang
Randers HK har lige nu svært ved at holde økonomien i omdrejninger, og klubben har brug for op til to millioner kroner i kapitalindsprøjtning, hvis den skal gøre sig forhåbninger om at blive i toppen af dansk kvindehåndbold.
I vores 19.30-udsendelse talte vi med formanden for bestyrelsen i klubben - Peter Møller Lassen. Han er meget fortrøstningsfuld i forhold til at skaffe midler til klubben, og han glæder sig over, at borgmesteren i Randers, Claus Omann Jensen (V), vil samle det lokale erhvervsliv for at støtte klubben. Men han anerkender også, at det er hårde tider for den kronjyske klub.
- Det er noget sværere at få pengene op af lommerne på sponsorerne, det har det generelt været de senere år, og jeg tror også, finanskrisen har spillet ind i forhold til det, siger Peter Møller Lassen, der er bestyrelsesformand i Randers HK, til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Se mere i live-interviewet øverst på siden.