Vi skal alle sortere affaldet: Men er det nødvendigt?

Næsten alle kommuner i Østjylland har indført en form for affaldssortering hos borgerne. Men et renovationsselskab har valgt en anden vej

02:56

Indbyggerne i Aarhus er lige begyndt at gøre det.

I Skanderborg, Odder og Favrskov har de gjort det længe, og nu skal borgerne i Silkeborg Kommune også til at sortere deres affald derhjemme for at øge mængden af skrald, der kan genanvendes.

Det er jo rart, at man kan være lidt miljøbevidst og sikre de ressourcer, der nu engang er, så det ikke bare flyder rundt i en stor pærevælling.

Ivan Isager Henriksen, Kjellerup

Efter en forsøgsordning i Kjellerup, rulles nye affaldsbeholdere nu ud til samtlige husstande i Silkeborg Kommune i løbet af de kommende måneder, så alle borgere fremover har tre spande at vælge imellem. En af borgerne i Kjellerup, der altså allerede har prøvet den nye ordning af, er begejstret.

- Det er jo rart, at man kan være lidt miljøbevidst og sikre de ressourcer, der nu engang er, så det ikke bare flyder rundt i en stor pærevælling, siger Ivan Isager Henriksen til TV2 ØSTJYLLAND.

Og at borgersortering virker og nytter, mener også Genbrug- og Affaldschef i Silkeborg Forsyning, Karsten Søndergaard.

Læs også Silkeborg gør det nemmere for blinde at sortere affald

- Vi kan se, at når beholderne står ude ved kunderne, så viser al erfaring, at vi simpelthen får mere ind (end på genbrugspladserne, red.), siger Karsten Søndergaard.

Ikke alle kommuner sorterer

Umiddelbart giver det god mening at få borgerne til at sortere metal, plast, madaffald og så videre for sig. Men batter det egentlig noget, i forhold til at hæve genanvendelsesprocenten og skåne miljøet?

I Nord- og Syddjurs kommuner har de ikke tænkt sig at indføre ordningen - alligevel scorer de højt på miljøkontoen.

Næsten alle kommuner i Østjylland har indført borgersortering af affald. Undtagen Nord- og Syddjurs Kommuner. Her kan du se, hvor langt de forskellige kommuner er med at nå regeringens mål om 50 pct. genanvendelse af husholdningsaffald i 2022.

Det skyldes blandt andet, at kommunerne har mange og veldrevne genbrugspladser, som borgerne er gode til at benytte, siger bestyrelsesformand i RenoDjurs, der står for affaldshåndteringen i både Nord- og Syddjurs kommuner, Jens Meilvang fra Liberal Alliance.

Vi er jo startet med at regne på det i stedet for bare at indføre ordningen som symbolpolitik. Miljøgevinsten er minimal, og det koster rigtig meget for borgerne.

Jens Meilvang, RenoDjurs

- Vi er jo startet med at regne på det i stedet for bare at indføre ordningen som symbolpolitik. Miljøgevinsten er minimal, og det koster rigtig meget for borgerne, siger Jens Meilvang.

Men i Silkeborg fortryder man ikke, at kommunen har indført den nye borgeraffaldssorteringsordning, med alt hvad det indebærer af nye skraldebiler, affaldsspande og oplysningskampagner, siger Plan-, Miljø- og Klimaudvalgsformand i Silkeborg Kommune, Jarl Gorridsen fra Venstre, som dog indrømmer, at der ligger en vis symbolpolitik bag.

Læs også Skraldespande rulles ud: Flere østjyder skal sortere affald

-  Jeg tror som politiker på, at det har en opdragende effekt. At vi lærer folk, at coladåser og bananskræller ikke er det samme. Men det er målopfyldelsen, at nå de 50% genanvendelse, der har været den store driver her, siger han.

Du kan se mere til affaldssorteringen i indslaget øverst på siden.