Vi sætter strøm til cyklen
Medvind på cykelstien er blevet populært. I Østjylland køber vi el-cykler som aldrig før.
Cykelhandlerne solgte sidste år omkring 6000 cykler med elektrisk hjælpemotor, men regner i år med nå op på ca. 18.000 cykler, altså en tre-dobling.
- Kunderne er de ældre cyklister, de voksne mennesker fra 50 år og opefter, fortæller Frank Søgaard fra Bikers World i Horsens til P4 Østjylland.
Men også unge og børnefamilier er blandt kunderne.
- De sætter en cykeltrailer eller en barnestol på, så de kan køre børnene i vuggestue eller børnehave, siger Marcus Madsen fra Rolsted Cykler i Brabrand.
Salget af el-cykler udgør stadig kun tre procent af det samlede antal cykler, og der er langt op til Europas førende el-cykelland, Holland, hvor der sælges 150.000 el-cykler om året. Det svarer til 10 procent af det samlede cykelsalg.
- Men i takt med, at el-cyklerne bliver bedre, smartere og billigere, for de koster typisk en 10.000-12.000 kr., vil de tage en endnu større del af markedet, siger direktør for foreningen Danske Cykelhandlere, Erik Oddershede.
- Jeg tror, at vi også i Danmark kan nå op på ca. 10 procent af cykelsalget. Det svarer til ca. 50.000 cykler om året.
Batteriet på en el-cykel kan i dag typisk klare en 50-60 km, før det skal lades op.
/Ritzau