Vi sætter rekord i at købe huse - her er hussalget steget mest
Der er blevet givet håndslag på godt 4.300 handler i oktober
Det går fremragende med hussalget herhjemme - faktisk er der i de første 10 måneder af 2018 solgt rekordmange huse.
Nogle steder går salget dog bedre end andre. I Østjylland stikker hussalget særligt af i Silkeborg og Favrskov. Her er hussalget steget med henholdsvis 18 procent og 12 procent siden sidste år.
- Det er attraktive områder, som ligger et lille stykke fra Aarhus, men samtidig tæt nok på, at man kan arbejde der, siger boligøkonom og kommunikationsdirektør hos Boligsiden.dk, Birgit Daetz, til TV2 ØSTJYLLAND.
Læs også
De mange hushandler i Silkeborg og Favrskov er en del af en tendens.
I takt med at huspriserne er steget voldsomt i og omkring Aarhus, er de østjyske købere trukket længere væk, så der lige nu er stor vækst i salget i andre områder af Jylland.
Det er dog ikke kun i Silkeborg og Favrskov, at der sælges mange huse. Faktisk er der solgt mere end 41.000 villaer og rækkehuse i Danmark fra januar til oktober, viser nye handelstal fra Boligsiden.dk.
Sammenlignet med samme periode for syv år siden er 2018-salget 79 procent højere.
- Handlen med huse i Danmark har rigtig gode vilkår i disse år, og i 2018 har salget med få undtagelser hver eneste måned ligget over samme måned i 2017, siger Birgit Daetz.
I oktober måned er der blevet givet håndslag på godt 4.300 handler i Danmark.
Læs også
Festen fortsætter
Det høje niveau i salget af huse har nu varet siden 2015, og Birgit Daetz forventer, at det fortsætter noget tid endnu. Og i hvert fald så længe renten er lav.
- Salget af huse tog et hop i 2015 og 2016 som konsekvens af den meget lave rente. I 2017 steg niveauet så endnu et nøk i takt med, at arrene efter finanskrisen blev helet, og højkonjunkturen bed sig fast.
- Det høje salg er fortsat ind i 2018, hvor blandt andet den lave arbejdsløshed har været med til at gøre flere i stand til at købe. Samtidig er renten stadig lav, og så længe den er det, forventer vi, at hussalget holder sit nuværende høje niveau.
Læs også
Mens salget af huse stiger, falder salget af ejerlejligheder fortsat.
De nye handelstal for oktober viser, at salget er 11 procent lavere i de første 10 måneder af i år sammenlignet med samme periode sidste år. I Aarhus er salget 13 procent lavere.