- Vi lukker ikke veje ulovligt
Kommune svarer på afgørelse fra Vejdirektoratet
Aarhus Kommune har ikke bevidst gjort noget ulovligt, da de lukkede Sandmosevej ved Oddervej nær Moesgaard Museum.
En gruppe borgere fra villakvarteret, hvor Sandmosevej ligger, havde klaget over kommunens beslutning om at lukke vejen til Vejdirektoratet - en klage, Vejdirektoratet nu giver borgerne medhold i.
Aarhus Kommune havde med henvisning til vejloven valgt at lukke Sandmosevej for at regulere trafikken. Men det kan kommunen ikke, lyder det fra Vejdirektoratet.
Se også: Ulovlig lukning af vej
- Vi lukker ikke veje ulovligt. Det er klart. Og hvis vi har gjort det, så skal vi selvfølgelig have åbnet den, siger mobilitetschef i Aarhus Kommune Mads Holm Petersen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Kommunen vil ikke åbne vejen med det samme. De vil først vurdere afgørelsen fra Vejdirektoratet:
- Nu vil vi sætte os grundigt ind i juraen og afgøre, om vi mener, Vejdirektoratet tager fejl i deres afgørelse eller ej, siger mobilitetschefen.
Werner Kaihøj, der er talsmand i Trafikgruppen Skåde, håber, at kommunen vil indgå i dialog med borgerne:
- Vi afventer et helt klart svar på det fra rådmanden, og at han går ind i en dialog, og at man fjerner de ulovligheder, som Aarhus Kommune har etableret, siger han.
Ifølge mobilitetschefen indgår man dog allerede i tæt dialog med borgerne:
- Jeg synes faktisk, at der har været en god dialog. Og vi har også rullet nogle af de ting, de var utilfredse med, tilbage, forklarer han.