- Vi inkluderer ikke bare alle
Rådmand afviser kritik af inklusion
Flere psykologer og psykiatere kritiserer inklusion i folkeskolen. De oplever, at flere og flere børn får stress- og angstanfald, fordi skolerne forsøger at rumme for mange børn med diagnoser som ADHD og autisme.
Men den kritik afviser Børn og Unge-rådmand i Aarhus Kommune, Bünyamin Simsek (V).
- Vi kan også se af vores tal, at der er flere og flere børn, der får angst og despression. Så den udvikling ser vi også. Men at henføre det til alene at skulle være inklusions-tankegangen og det redskab, der skulle være årsag til det - det synes jeg ikke, at man kan, siger han til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Siger du, at behandlersystemet tager fejl?
- Jeg siger, at man ikke alene kan henføre til, at det er inklusion, der er årsagen til at børn får angst og despression.
- Vi har stadig cirka 1.100 børn i Aarhus Kommune, der modtager specialundervisning og går i en special klasse. Dvs. vi opretholder et højt niveau i forhold til at give børn specialtilbud. Vi inkluderer ikke bare alle børn, forklarer rådmanden.
Se hele interviewet i klippet øverst.