- Vi holder øje med dine indkøb
Kommune kortlægger borgernes vaner via app
Hvilke butikker handler du i? Og hvilket transportmiddel bruger du?. Det er nogle af de spørgsmål, som Odder Kommune er ivrige efter at få svar på.
Kommunen har nu sat sig for at undersøge borgernes indkøbsvaner. Det skal ske gennem app'en "On The Move", som de opfordrer borgerne til at installere på deres mobiltelefoner.
Efter at have installeret og aktiveret app'en, kan Odder Kommune få indsigt i den enkelte borgers indkøbsvaner.
Jo flere borgere, der bruger app'en, jo mere præcis bliver målingen, fortæller Peter Frost-Møller fra konsulentfirmaet Niras, der hjælper Odder Kommune med at udarbejde detailhandelsanalysen:
- App'en registrerer fx om man kommer kørende til midtbyen, og hvor man parkerer sin bil. Hvis borgerne fx parkerer ved Kvickly, kan vi se, om vedkommende bagefter handler på Torvet eller i Rosensgade. Om vedkommende sætter sig ind i bilen og kører hen til en anden parkeringsplads, eller om vedkommende er på "gå-ben".
Det er første gang i Danmark, at en app bruges til en undersøgelse af detailhandelsmønsteret i en kommune. Undersøgelsen i Odder Kommune skal i sidste ende være med til at danne grundlag for en ny strategi for detailhandlen.
Odder Kommunes app-undersøgelse løber frem til jul.