Vi har pengene - du har idéen
Afsætter 40 mio. kr. til kreative og innovative idéer
Aarhus Byråd har valgt at afsætte 40 millioner kroner om året, som skal hjælpe kreative og innovative velfærdsløsninger på vej.
Ifølge borgmester Jacob Bundsgaard (S) skal det være med til at bryde vanetænkningen og modernisere den kommunale drift.
- Vi arbejder allerede i dag med innovation og kreative løsninger, men vi skal gøre mere. Målet er at bryde med vanetænkningen og belønne kreativitet og innovationskraft. Forudsætningen for, at vi har et velfærdssamfund i morgen, er at vi kan udvikle det i dag, siger Jacob Bundsgaard i en pressemeddelelse.
Pengene kan i samarbejde med Aarhus Kommune søges af medarbejdere og borgere, som har innovative idéer i forbindelse med velfærdsopgaver.
Byrådet har valgt syv strategiske temaer og kriterier for tildeling af midlerne, herunder sundhed, inklusion og medborgerskab samt velfærdsteknologi.