- Vi har kæmpet for det længe
Datter vil høre lydfil
Det var en lettet Marianne Pedersen, der sent i aftes fik nyheden om, at familien nu har fået deres ønske opfyldt.
For helt ekstraordinært har Lyngby Radio givet tilladelse til, at familien må komme forbi og lytte til optagelsen fra redningsaktionen den nat, hvor de mistede to familiemedlemmer.
- Det er jeg meget lykkelig for. Det har jeg savnet hele vejen igennem, siger Marianne Pedersen til TV2 | ØSTJYLLAND.
Mor bliver hjemme
Hvornår familien tager forbi Lyngby Radio for at lytte redningsaktionen igennem er endnu uvist, men sikkert er det, at Marianne Pedersen tager afsted, og formentlig bliver hendes mor, som både mistede sin søn og sin ex-mand, hjemme.
- Vi havde allede talt om det, at hvis muligheden kom, så ville hun blive hjemme. Det ripper jo op i alting at lytte sådan noget igennem, siger Marianne Pedersen, som selv høre redningsaktionen med egne ører, også selvom det bliver hårdt.
Særdeles rimeligt krav
Det er både familien selv, men også folketingsmedlem Hans Kristian Skibby, DF, der har spurgt forsvarsminister, Nicolai Wammen, Soc.dem, om muligheden for, at familien må lytte til redningsaktionen fra natten, hvor Palle og Niels Arvid Hansen fra Grenaa mistede livet.
Og Skibby er meget tilfreds med, at både forsvarsministeren og Lyngby Radio har sagt ja til at gøre en undtagelse fra gældende praksis.
- Det er jo godt, selvom jeg ikke kan forstå, at der skal så lang tid og så meget pres til, før de får lov, for det er et helt særdeles rimeligt krav, siger Hans Kristian Skibby til TV2 | ØSTJYLLAND.
Er aldrig sket før
Lyngby Radio varetager radiokommunikation fra VHF kanal 16 og andre radiobaserede maritime nød- og sikkerhedstjenester. Derfor har radioen optagelser liggende fra redningsaktioner til søs.
Men da radioen er privatejet, af TDC, er den ikke omfattet af offentlighedsloven, heller ikke selvom samtlige filer er udleveret til Søfartsstyrelsen i forbindelse med opklaringen efter ulykker.
Og ifølge Hans Kristian Skibby, er det da også en helt ekstraordinær situation, at familien nu får adgang til lydfilen.
- Og jeg tror faktisk aldrig, at det er sket før, selvom jeg finder det fuldt ud rimeigt, at efterladte får den mulighed, siger Hans Kristian Skibby.
Folketingspolitikerne har stillet talrige spørgsmål til både justitsministeren og forsvarsministeren i forbindelse med kutterforliset i Kattegat.