- Vi har informeret dårligt
Naboer til asylcenter vrede på kommunen
Et nyt asylcenter i Ebeltoft har bragt sindene i kog blandt en række af naboerne i området.
De første beboere rykkede ind i centret i går, tirsdag. Naboerne mener dog ikke, at de er blevet informeret tilstrækkeligt af Syddjurs Kommune, inden asylcentret blev taget i brug.
Det nye asylcenter er placeret i et tidligere vandrerhjem i Søndergade. Borgmester Kirstine Bille (SF) erkender, at Syddjurs Kommune kunne have gjort mere for at informere beboerne i området.
- Vi tager kritikken til os. Hele processen med at oprette et asylcenter er gået meget stærkt, og derfor har vi måske ikke informeret borgerne godt nok, siger Kirstine Bille til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Borgmester; En god aftale
Det nye asylcenter i det nedlagte vandrerhjem er et supplement til det eksisterende center ved Ebeltoft. Der er plads til 40 beboere i bygningerne i Søndergade.
- Udlændingestyrelsen har betalt for en renovering af vandrerhjemmet, og vi synes, det er en god aftale. Men det hele er gået meget stærkt, siger Kirstine Bille.
Syddjurs Kommune har nu nedsat en følgegruppe, hvor blandt andre lokale beboere og ansatte på asylcentret har mulighed for at tale om stedet og dets forhold til nærområdet. Derudover bliver der afholdt et borgermøde senere på året.