- Vi forærede Vejle sejren
Undrer sig over spillernes præstation
AC Horsens-træner Johnny Mølby er stærkt utilfreds med sine spillere, efter at superliganedrykkerne torsdag tabte 1. divisionsbraget på hjemmebane mod Vejle Boldklub med 2-3.
Vejlenserne bragte sig foran med 3-0 inden pausen, før hjemmeholdet fik bragt spænding ind i opgøret.
- Anden halvleg er selvfølgelig fin, men det hjælper ikke noget, når man præsterer sådan i første halvleg, siger Mølby til TV3 Sport 1.
- Vi var alt for langsomme, vi var slet ikke aggressive nok, og vi gav dem målene alt for nemt. Vi forærede dem væk.
- Man kan tale nok så meget om taktik, men når indstillingen og den nødvendige power ikke var der, så er alt ligegyldigt. I anden halvleg skulle vi ud at kæmpe for vores stolthed, siger AC Horsens-træneren.
Se: AC Horsens tabte til Vejle
Johnny Mølby har ikke noget bud på, hvorfor hans spillere ikke var klar fra start.
- Godt spørgsmål. Det kan undre, når man ved, hvor vigtig kampen var for klubben og fansene. Men, som jeg så det, så var vi ikke, hvor vi skulle være, siger Mølby.
AC Horsens indtager andenpladsen i 1. division med 15 point for otte kampe, mens Vejle har 11 point for syv kampe.
Overraskelsen Hobro topper rækken med 18 point - også for syv kampe.