Vi er stået op til vinterens hidtil koldeste morgen
Temperaturerne er mandag morgen faldet til det laveste niveau hidtil dette vinterhalvår.
Is skal skrabes af bilruderne, handskerne skal trækkes godt på, og det bider ekstra meget i kinderne, når man begiver sig afsted her til morgen.
Læs også
Kold luft befinder sig over Danmark, og som følge af det stort set skyfri vejr over landet, er temperaturen siden søndag eftermiddag blot faldet og faldet.
Temperaturen er faldet så meget, at mandag morgen er den foreløbigt koldeste, siden vi gik ind i vinterhalvåret.
Den laveste temperatur er målt ved DMI's vejrstation i Karup Lufthavn, hvor termometret har vist -6,3 grader.
Det er den laveste temperatur, der er målt i Danmark, siden 2. april, hvor der blev målt -6,8 grader i Isenvad i Midtjylland.
Ti grader varmere ved Østersøen
Anderledes 'lunt' har det været ved kysterne, som vender ud til Østersøen. Her opvarmes luften over det 'varme' hav, og dermed har det holdt temperaturen et godt stykke over frysepunktet hele natten.
Således er den laveste temperatur i nat ved Hammer Odde på nordspidsen af Bornholm 4,0 grader, mens man ved Danmarks sydligste punkt, Gedser Odde, også oplevede 4,0 grader som den laveste nattemperatur.
Læs også
Seks graders frost i november er dog ikke unormalt. Normalt er den laveste temperatur i november -9,2 grader, og den laveste temperatur, der overhovedet er målt i årets elvte måned, er hele -21,3 grader. Det blev målt ved Tarm den 30. november 1973.