Vi er i gang med en næsten tør uge

Før første gang i næsten tre uger har vi udsigt til en overvejende tør uge.

Det bliver en overvejende tør uge, vi er begyndt på - og i perioder vil der også komme solskin. Foto: Arne Prip / Privatfoto

Det har regnet som aldrig før i marts i Danmark, og indtil mandag eftermiddag er der samlet set faldet 102,8 millimeter på landsplan.

Dermed er den tidligere marts-rekord fra 1978 på 100 millimeter nu slået.

Vejrudsigten har dag efter dag lydt på regn og rusk, men for første gang siden månedens start er der nu udsigt til en række tørvejrsdage.

Femdøgnsudsigt udsendt af TV 2 VEJRET mandag 18. marts 2019. Foto: TV 2 VEJRET

Mulighed for lidt sol

Ikke nok med, at det generelt bliver en tør uge, så vil der også være plads til solskin i perioder. Navnlig tirsdag bliver det særdeles smukt vejr med sol fra en næsten skyfri himmel, selvom der kan komme lidt skyer sidst på dagen.

Derudover lægger vinden sig, og med temperaturer, der kan nå otte-ni graders varme, vil det let kunne føles ganske forårsagtigt.

Læs også Par smed affald i naturen og blev efterlyst - nu er der nyt i sagen

Fra onsdag til fredag vil det fortsat holde mest tørt, selvom smådryp onsdag og fredag ikke kan udelukkes.

VÅDESTE MARTS MÅNEDER SIDEN 1873

  1. 2019 (102,8 millimeter)*
  2. 1978 (100 millimeter)
  3. 1897 (91 millimeter)
  4. 1981 (91 millimeter)
  5. 1994 (89 millimeter)

*Tallet er frem til den 18. marts klokken 13. Kilde: DMI.

Højere temperaturer

Til gengæld er det mere tvivlsomt, hvor meget solskin der kommer, og i perioder vil det mest blive tørt, men overskyet.

Det er til gengæld sikkert, at det er mildere luft, som blæser ind over Danmark, og derfor kan temperaturerne i ugens løb stige til forårsagtige 12-13 graders varme.

Læs også Klimaaktivister spærrer trafikken i Aarhus med ulovlig blokade

Det mere stabile vejr kan vi takke et højtryk for. I ugens løb bygges det op syd for Danmark, men vi ligger fortsat lidt for langt fra det, til at solchancerne for alvor bliver store.