"Vi er i dyb chok"
Formand kalder kniv-overfald dybt kritisabelt
Det var en rørt formand for Fuglebakken KFUM i Aarhus, der i aftes medvirkede i TV 2 | ØSTJYLLANDs nyhedsudsendelse, efter at en 14-årig dreng var blevet stukket ned under et fodboldstævne.
En jævnaldrende 14-årig dreng fra Aarhus-området har indrømmet, at det var som ham, som lørdag aften stak offeret med en kniv i forbindelse med et skænderi under fodboldstævnet, der fandt sted på Fyn.
- Vi er i dyb chok. Det var jo ikke den måde, man regnede med, at man skulle have en lørdag aften til at gå. Det er yderst kritisabelt, og vores tanker i klubben går selvfølgelig til offeret og hans familie , siger formanden for Fuglebakken KFUM i Aarhus til TV2 | ØSTJYLLAND.
Hvorfor den 14-årige dreng havde en kniv med til fodboldstævnet i Otterup på Nordfyn, har politiet ikke fået nogen forklaring på.
- Men han erkendte i nat at have stukket en anden af deltagerne ved stævnet efter et skænderi i en madkø. Han er nu overgivet til de sociale myndigheder i Aarhus, og anbragt på en lukket ungdomsinstitution, siger Hans Frederiksen, vagtchef ved Fyns Politi.