- Vi er helt i kulkælderen

AGF-spiller og træner efter endnu et nederlag

01:11

1 af 2

Det lykkedes ikke for AGF her til aften at bryde den negative spiral, som har ført dem til Superligaens absolutte bund.

Aftenens nederlag til OB var klubbens ottende i træk, og det var derfor nogle slukørede spillere, som kunne forlade banen efter kampen.

Forsvarsprofilen Anders Kure har i flere kampe måtte se på fra sidelinjen på grund af problemer med læggen. For første gang kom han i dag på banen, men lige lidt hjalp det:

- Vi er jo helt i kulkælderen lige nu. Det vil vi jo nok være hele aftenen, men nu skal vi også op med hovedet igen. Vi har en rigtig vigtig kamp torsdag, som bare skal vindes, siger han til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Selvom det var ottende nederlag i træk, har Anders Kure fortsat troen på, at AGF kan nå at vende nederlag til sejr:

- Det bliver jo selvfølgelig tungere og tungere for hvert nederlag, der går, men man må bare være professionel og voksen nok til at hive hinanden op. Der kommer jo ikke nogen og gør det for os.

På torsdag skal AGF møde FC Vestsjælland på udebane i den tredjesidste kamp, inden Superligasæsonen slutter.

Hør, hvad cheftræner Jesper Fredberg havde at sige til endnu et nederlag i interviewet øverst i artiklen.