Vi er blevet nogle skvat
Vi ser for hurtigt den anden vej, mener debattør
Hvis nu din mand kom hjem og fortalte, at han havde overmandet en røver i en kiosk, hvad ville du så sige til ham? Sådan spørger studievært Søren Jensen en af dagens debattører i Markante Meninger, Maria Arianfar.
- Så ville jeg sige: "Hold kæft hvor er du modig. Fantastisk!" For hvis ikke han havde gjort noget, hvem skulle så gøre det, lyder svaret fra hende.
Vender den anden kind til
Spørgsmålet blev stillet, fordi en modig taxachauffør i sidste uge overmandede en knivbevæbnet røver på en tankstation i Randers. Overvågningskameraer fangede episoden, som ifølge taxachaufføren udløste en skideballe fra hans kone.
Men sådan bør det ikke være, mener Maria Arianfar. I programmet siger hun, at vi er blevet nogle skvat, der ikke tør træde til, når det virkelig gælder.
- Kulturelt er det sådan i det vestlige samfund, at man ofte ikke vil blande sig i det, der foregår bare to meter foran sig. Når bare det ikke drejer sig om mine børn, min kone og mine forældre, så må andre komme og ordne det, siger hun.
Kommer an på situationen
At vi er for hurtige til at se den anden vej, er dagens anden debattør, Jesper Grønkjær, ikke uenig i. Han har selv flere gange stået i en situation, hvor han har grebet ind.
- Men man må bare spørge sig selv, om det er indsatsen værd. Og det er da rigtig nok, at man for samfundets skyld bør gøre en indsats. Men hvis det er på bekostning af noget, man selv har kært, så vil jeg vægte mine egne interesser, siger han.
Du kan se hele debatten i klippet herover eller torsdag aften i Go' Aften Østjylland. Det er klokken 18.10, 21.20 og 23.25