- Vi bliver ikke i Østjydsk Bank

Arbejdernes Landsbank bliver ikke medejer

Arbejdernes Landsbank vil ikke være medejer af den kriseramte Østjydske Bank med hovedsæde i Mariager nord for Randrs.

Landsbanken har netop stillet en garanti til rådighed, der kan være med til at sikre, at Østjydsk Bank får tilført den nødvendige kapital.

Men dertil og ikke lægere, lyder det fra ordførende direktør i Arbejdernes Landsbank, Gert R. Jonassen.

Kommentaren kommer efter, at det fredag morgen kom frem, at Arbejdernes Landsbank overtager tre filialer fra den stærkt nødlidende Østjydsk Bank. Samtidig har Arbejdernes Landsbank stillet en garanti på 37,5 mio. kr. som led i den kapitaludvidelse på 170 mio. kr., som Østjydsk Bank skal have gennemført for at kunne overleve.

- Det er en samlet pakkeløsning, vi har lavet, men det er ikke ensbetydende med, at vi vil sidde som ejer af Østjydsk Bank i lang tid. Vi har ingen planer om at være passiv medejer af et mindre pengeinstitut, og vi regner med, at lokale investorer vil gå ind og købe aktierne, siger Gert R. Jonassen.

- Vi får et gebyr for at stille garantien til rådighed, og det er det, vi tjener på, siger Gert R. Jonassen, der indrømmer, at det er en noget anderledes redningsplan for en bank end vi hidtil har set her i finanskrisen.

Mulighed for at opkøbe filialer

Arbejdernes Landsbank har en fondsforretning på 15 mia. kr. og det er en del af den, som bliver brugt til at hjælpe det østjyske pengeinstitut.

Landsbanken har gennem noget tid været inde og forhandle om en løsning, hvor den hjalp med at tilføre kapital til Østjydsk Bank. I forløbet kom pludselig muligheden op med at købe nogle af filialerne.

Det drejer sig om Horsens, Vejle og Skanderborg. Arbejdernes Landsbank har allerede 25 filialer i Jylland og vil gerne have flere. Specielt op langs den jyske motorvej fra trekants-området og helt op til Randers.