Veto får europæisk kontrakt

Det århusianske band har efter koncert på SPOT Festivalen scoret sig en europæisk kontrakt med Sony.

Århusianske Veto er nu klar til at slippe tonerne løs på de europæiske spillesteder.

Efter SPOT Festivalen har bandet skrevet kontrakt med den internationale afdeling af Sony BMG.

Det skriver gaffa.dk.

Aftalen betyder, at bandets andet album "Crushing Digits" bliver sendt på det europæiske marked i efteråret 2008 efterfulgt af en turné på kontinentet.

- Det er en drøm, der er gået i opfyldelse for os med denne aftale. Vi har været enormt glade for samarbejdet med Sony BMG i Danmark - et samarbejde, der nu har åbnet døren for os i resten af Europa. Det er en længerevarende målrettet indsats fra de involverede parter, der har resulteret i, at vi nu kan udvide arbejdet med bandet uden for Danmark, siger bandets manager Ulrik Ørum-Petersen.