Veteranhjem har fået formand

Michael Alber bliver formand for styregruppen til det kommende veteranhjem

Foto: kofoedsskole.dk

Aarhus Kommune har taget endnu et skridt mod etableringen af et nyt veteranhjem.

Michael Alber, der er forstander på Kofoeds Skole og næstformand i kommunens udsatteråd, skal stå i spidsen for den styregruppe, der skal lede vejen for hjemmet.

- Det bliver en super spændende og vigtig opgave. Vi skal skabe bedre rammer for vores veteraner. De skal have et sted, hvor de kan få specialiseret hjælp og stifte kammeratskaber, fortæller han til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Se også: Veteranhjem er sikret

Under Balkan-krigen var Michael Alber selv udstationeret. Noget, han mener, vil give en fordel i opgaven.

- Min erfaring giver mig jo god indsigt i de svære situationer, veteranerne står i, siger han.

Fonden Danske Veteranhjem har tildelt 8,7 millioner kroner til at etablere et veteranhjem i Aarhus.