Veteranhjem fejrer to års fødselsdag: Her kan jeg få ro
Veteranhjemmet i Brabrand fejrer i dag to års fødselsdag. Hjemmet har stor betydning for tidligere udsendte, der bruger det som fristed
René Voss har PTSD. Oplevelserne fra da han var udsendt til Bosnien og det tidligere Jugoslavien sidder dybt i ham.
Han er kommet i veteranhjemmet i Brabrand siden dets start i 2015.
- Jeg har brugt det flittigt og har fået mange gode kammerater herude, fortæller René Voss til TV2 ØSTJYLLAND.
Huset er et fristed for dets brugere og er med til at skabe fællesskaber mellem tidligere udsendte.
- Der er sgu altid en krammer og et ”godt at se dig”, når man kommer. Veteraner ved, at man godt kan være gode venner, og have noget sammen selvom man ikke render hinanden på dørene. Selvom det er tre måneder siden, man har set hinanden, fordi den ene lige havde brug for ro, så er man stadig gode venner. Man behøver ikke bekymre sig om, at man ikke har taget telefonen de sidste to gange, siger René Voss.
Læs også
Her bliver der ikke stillet spørgsmål
René Voss har den sidste måned boet i et af hjemmets værelser. Ligesom 11 andre har gjort de sidste to år. Andre bruger stedet til korte besøg.
- Det her er et sted, hvor veteraner kan komme. Og når de kommer, så bliver der ikke spurgt om noget. De kan være her, og de kan slappe af. Der er helt ro, siger Peter Francisco Suarez Bjørndal, der er bestyrelsesmedlem hos Veteranhjem Midtjylland.
Før René Voss kom til veteranhjemmet, søgte han tilflugt i skoven. Men veteranhjemmet giver en langt større tryghed. Her er der forståelse for, hvordan man opfører sig, når man har været i krig.
Læs også
- Jeg har været en af dem, der flygtede ud i skoven, når jeg havde brug for ro. Det ville jeg nok stadig gøre, hvis ikke jeg kunne komme herud til veteranhjemmet. Men det er trods alt rarere, og man falder hurtigere til ro her. Man behøver ikke tage tre dage i skoven. Jeg kan tage herud en aften. Det er rigeligt, siger han.
Du kan se mere om veteranhjemmet og René Voss i videoen øverst på siden.