Veteran forlænger
497 fodboldkampe for AC Horsens er langt fra nok for målmand Søren Jochumsen
Den rutinerede målmand har netop forlænget sin kontrakt med AC Horsens, så den nu gælder frem til vinteren 2011, hvilket er en forlængelse på yderligere seks måneder. Selvom det måske ikke lyder af meget, så er hovedpersonen selv tilfreds.
- Jeg har haft en fin sæson her i AC Horsens, hvor jeg er glad for at komme hver eneste dag og jeg er glad for forlængelsen. I min alder kan man ikke forvente en kontraktforlængelse på tre-fire år, så vi må tage en snak igen om et halvt års tid, siger han til klubbens hjemmeside.
Med de snart 500 kampe på CV'et er Søren Jochumsen den spiller i AC Horsens, der har spillet flest kampe for 'De Gule'. Men selvom dåbsattesten siger 34 år, så er der stor tiltro til keeperen.
- Søren Jochumsen har spillet en rigtig flot sæson for os. Han er fit, elsker at træne og bidrager blandt andet med sin rutine og masser af ro til holdet. Han har nået en høj alder rent fodboldmæssigt, men det er han bevidst om og han træner meget, fortæller cheftræner Johnny Mølby til achorsens.dk.
Når AC Horsens den 25. april tager imod Lyngby, bliver det den rutinerede keepers klubkamp for AC Horsens nummer 500.