Vestas vil udvikle møller på Risø

Vestas vil tiltrække specialister fra Sjælland. Derfor åbner vindmøllekoncernen udviklingskontor på Forskningscenter Risø.

Vindmøllefabrikken Vestas vil styrke sit samarbejde med forskningen og åbner derfor et udviklingskontor på Forskningscenter Risø, der er en af verdens førende forskningsinstitutioner inden for vindenergi.

Det nye kontor skal forske i aeroelasticitet, aerodynamik og siting, der handler om materialer, udformning og placering af møller, alt sammen områder, hvor Risø har stor ekspertise.

- Vi har altid arbejdet ud fra den holdning, at vores forskning skal ud og arbejde i industrien, så etableringen af et Vestas-udviklingskontor på Risø er en naturlig og meget positiv udvikling for os, siger programleder Flemming Rasmussen fra Risøs afdeling for vindenergi.

Begge parter venter, at sammenflytningen vil gøre samarbejdet lettere og mere intensivt. Vestas venter desuden at kunne tiltrække nye specialister fra Østdanmark. /ritzau/