Vestas sætter ordrerekord med kinesiske kontrakter

Vestas har i 2016 modtaget flere bestillinger på vindmølleturbiner end tidligere år

Foto: Morten Dueholm - Scanpix

Den østjyske vindmøllegigant Vestas med hovedsæde i Aarhus meddeler fredag eftermiddag, at man har modtaget to ordrer på vindmølleturbiner med en samlet kapacitet på 74 megawatt til en kinesisk kunde.

Dermed har selskabet sat rekord for den samlede ordremængde på et enkelt år.

I alt har Vestas taget imod ordrer med en kapacitet på 8997 megawatt i år, og det er 54 megawatt mere end sidste år.

Læs også Vestas får kæmpe ordre på vindmøller fra Australien

Ordrerne fra Kina er den fjerde og femte, der er indløbet fredag. Det kommer oven på en torsdag, hvor man annoncerede fire andre ordrer.

Det er ikke unormalt, at ordrerne vælter ind de sidste dage inden nytår.

Det har blandt andet noget at gøre med, at en række støtteordninger normalt har udløb ved årsskiftet.

Derfor gælder det om at få kontrakterne underskrevet, inden vi hopper ind i det nye år.