Vestas sætter forventninger til årets omsætning i vejret

Vindmølleselskabet opjusterer forventningerne til årets omsætning til 9,5 milliarder euro

Foto: Colourbox

Vestas opjusterer sine forventninger til 2016 og venter en omsætning på 9,5 milliarder euro. Det fremgår af selskabets regnskab.

I februar meldte vindmølleselskabet ud, at forventningen til omsætningen var mindst ni milliarder. Opjusteringen skyldes, at den første halvdel af året er forløbet bedre for vindmølleselskabet end forventet, og at selskabet forventer at tjene godt resten af året. 

Læs også

Regnskabet tegner lovende for fremtiden. Det vurderer aktieanalytiker Michael Friis Jørgensen fra Alm. Brand.

- Det er et meget stærkt regnskab, hvor Vestas blæser fra alle forventningerne og leverer bedre end ventet på alle parametre. Jeg kan ikke finde et eneste hår i suppen, siger Michael Friis Jørgensen til Ritzau Finans.

Analytikerne havde forventet pæne tal i torsdagens regnskab, der da også viser fremgang i forhold til sidste år. Omsætningen i andet kvartal var knap 2,6 milliarder kroner, hvilket er en stigning på 46 procent sammenlignet med sidste år.

Sidste år blev der sat en ny rekord for ordretilgangen. Desuden blev serviceforretningen udbygget. Samlet set omsatte Vestas for 8,4 milliarder euro sidste år og opnåede et resultat før skat på 925 millioner euro. 

Læs også

Rekordregnskabet for 2015 betød, at der blev rift om aktien i februar. Den steg mere end otte procent i løbet af de første ti minutters handel.

Den største andel af omsætning og indtjening i vindmølleindustrien ligger sædvanligvis i årets andet halvår.