Vestas sælger tårnfabrik
Med salget bevares 120 jobs i Danmark
I januar besluttede Vestas at lukke sin tårnfabrik i Varde. Efter at have modtaget bud fra flere interesserede købere har Vestas nu indgået en aftale med sin kinesiske samarbejdspartner og leverandør Titan Wind Energy (Suzhou) Co., Ltd. om overtagelse af tårnfabrikken.
Med salget er Vestas med til at bevare beskæftigelse for hovedparten af de omkring 120 medarbejdere, der ellers havde udsigt til at miste deres job.
- Jeg er rigtig glad for, at det er lykkedes at gøre endnu en stor kinesisk virksomhed interesseret i det grønne Danmark, og at vi derfor nu bevarer hovedparten af de 120 jobs i Varde. Nu får den danske vindindustri endnu en væsentlig aktør, som vil bruge Danmark som afsæt for udvikling og salg. Det styrker Danmarks førende position inden for grøn energi og kan forhåbentlig bidrage til at skabe endnu flere grønne arbejdspladser herhjemme fremover, siger Handels- og investeringsminister Pia Olsen Dyhr i en pressemeddelelse.
Aftalen mellem Vestas og Titan Wind Energy skal godkendes af de kinesiske myndigheder, hvilket forventes at ske i løbet af kort tid.
Vestas overdrager fabrikken i Varde til Titan Wind Energy 1. september.