Vestas mangler ordrer
Møllegigants ordrebog slanket med milliarder
Vestas' topdirektør, Ditlev Engel, risikerer nok engang at skuffe investorer og aktionærer fælt.
I løbet af 2012 har den kriseramte møllegigant haft sværere og sværere ved at få kunderne til at skrive under på nye ordrer. Det skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.
På en kapitalmarkedsdag i oktober fik det Vestas' administrerende direktør, Ditlev Engel, til at love, at ordrehøsten i andet halvår vil blive årets største.
Sidste måned øgede den hårdt prøvede Vestas-chef så indsatsen:
- Vestas forventer, at ordreindgangen i fjerde kvartal vil blive årets største, fastslog Ditlev Engel.
Løfter eller ej, så viser et kig på Vestas-tallene, at ordrebogen bløder. Alene i tredje kvartal blev ordrebogen slanket med ni milliarder kroner. Det svarer til et fald på knap 13 procent.
- Tavsheden fra Vestas er larmende. Og det er ikke fordi, der ikke er ordrer at få. De går bare ikke til Vestas, siger Jacob Pedersen, senioranalytiker i Sydbank, til Jyllands-Posten.
- Det forspring, som Vestas fik i 2010 og 2011 på ordresiden, er fuldstændigt barberet væk, og jeg kan godt frygte, at vi ikke har set det værste endnu, siger han.