Vestas: Ingen massefyringer
Ikke udsigt til større prikkerunder i Østjylland
Den østjyske vindmøllegigant Vestas præsenterede onsdag et regnskab, der viser et underskud på godt 1,1 milliarder kroner i første kvartal i år.
Trods underskuddet er der ifølge Vestas' koncernchef, Ditlev Engel, ikke udsigt til massefyringer i Østjylland.
- Vi kan ikke udelukke, at der kommer nogen (fyringer, red.) her i Østjylland, men det bliver slet ikke på det niveau, vi havde sidste år, siger Ditlev Engel til TV 2 | ØSTJYLLAND med hentydning til de godt 500 østjyske medarbejdere, der sidste år blev afskediget.
Grund til optimisme
Trods underskuddet på 1,1 milliarder kroner mener Ditlev Engel, at der er grund til optimisme i den østjyske vindmøllekoncern.
- Vi er selvfølgelig aldrig tilfredse med, at vi er nødt til at rapportere et underskud, hvis vi kigger på driften. Men vi er rigtigt godt tilfredse med, at vores evne til at generere likviditet - altså penge - er forbedret med 1,5 milliarder danske kroner i forhold til samme periode sidste år. Det er vi ganske godt tilfredse med.
Se hele interviewet med Ditlev Engel i videoen øverst på siden.