Vestas fyrer 3.000
Tredje kvartal viser et underskud på 1,2 mia. kr.
Vindmøllekoncernen Vestas melder ud om yderligere nedskæringer, så man venter at skære 3000 stillinger mere væk inden udgangen af 2013. Det fremgår af virksomhedens regnskab for tredje kvartal.
På nuværende tidspunkt har Vestas reduceret antallet af medarbejdere med omkring 3700, så man er nået ned på omkring 19.000 medarbejdere på verdensplan.
Allerede i slutningen af året eller starten af næste år skal der skæres yderligere 1000 ansatte væk. Det vil primært gælde midlertidigt ansatte, medarbejdere, der arbejder i fratrædelsesperioden, samt allerede planlagt afskedigelser. I løbet af 2013 vil man yderligere skære stillinger væk, så selskabet ved udgangen af 2013 skal beskæftige omkring 16.000 ansatte.
Vestas fik i kvartalet et skuffende underskud på ca. 1,2 milliarder kroner før skat.
Omsætningen nåede op på knap to milliarder euro, svarende til ca. 15 milliarder kroner. For årets første ni måneder nåede omsætningen op på ca. 35 milliarder kroner mod omkring 28 milliarder kroner i samme periode 2011.
Skal spare over 1 milliard
De store nedskæringer i medarbejdertallet skal nedbringe omkostningerne i Vestas med yderligere ca. 1,1 milliarder kroner. Samlet vil man fra udgangen af 2011 til udgangen af 2013 dermed have bragt omkostningerne ned med omkring tre milliarder kroner.
Vestas fastholder sin forventning til hele året for indtjeningsgrad og en omsætning på mellem 6,5 og 8 milliarder euro.
Særlige poster trækker dog negativt ned i regnskabet. De ventes nu at nå op på 1,7 til 1,9 milliarder kroner mod tidligere mellem 600 og 900 millioner kroner. Det skyldes nedskrivninger på udviklingsprojekter, lukning af forsknings- og udviklingscentre samt nedtrapning af aktiviteter i Indien.
Ordreindgangen i tredje kvartal lå på 401 megawatt, hvilket var endnu lavere end ventet af analytikerne - som på forhånd var skuffet over deres forventede tal for ordreindgangen. Aktiekursen dykkede kraftigt med ni procent, da fondsbørsen åbnede og kunne reagere på tallene fra Vestas.
Frygter lokale fyringer
Metal i Aarhus frygter lokale fyringer efter det seneste dårlige Vestas-regnskab. I forvejen er 300 medlemmer af Metal Århus uden arbejde.
- Vi har i forvejen to store virksomheder på Århus Havn, der enten lukker eller skærer en del ned i produktionen i 2013, og så kommer det her oven i. Det går den forkerte vej. De få job, der kommer ind i øjeblikket, kan simpelt hen ikke opveje de mange job, der ryger, siger formand for Metal i Århus, Finn Andersen til Newspaq.